MOTTO

Tout cela n’est pas grand’chose.

Toute la peinture, sculpture, dessin,

écriture ou plutôt littérature,

tout cela a sa place

et pas plus.

Les essais c’est tout,

Oh merveille !

Alberto Giacometti, 10-1965

*

J’aurais aimé faire entrer ces notes – qui, toutes, à peu d’exceptions près, obéissent à la chance de l’écriture, et que, pour cette raison, j’assimile à des pics de conscience – oui, j’aurais aimé faire entrer ces notes dans une phrase enveloppante à la Leiris, une seule phrase sinueuse et brisée, réunissant tous les contraires dont je suis construit, qui pourrait avoir l’allure d’un ouvrage inqualifiable – ni roman, ni journal, ni même  spicilège – où je me serais entièrement retrouvé, non pas réconcilié, mais écartelé entre des tentations contradictoires, fidèle aux démons qui me démembrent, me fragmentent, me dispersent et, néanmoins tendu comme la corde d’un arc dirigé vers cet « instant de diamant qui est à la fois l’idée, la Chose et le seuil et la fin » dont parle Valéry.

André S. Labarthe, Happy End (accords perdus 2), LimeLight éditions, Strasbourg, 2008

*

Da det strider mod vor Forenings Bestræbelse at levere sammenhængende Arbeider eller større Heelheder, da vor Tendens ikke er at arbeide paa et babylonisk Taarn, som Gud i sin Retfærdighed kan stige ned og ødelægge, da vi i Bevidsthed af, at hiin Forvirring skete med Rette, anerkjende det som det Eiendommelige for al menneskelig Stræben i sin Sandhed, at den er fragmentarisk, at det netop er det, hvorved den adskiller sig fra Naturens uendelige Sammenhæng; at en Individualitets Rigdom netop bestaar i dens Kraft i fragmentarisk Ødeslhed, og at det, der er det producerende Individs Nydelse, ogsaa er det reciperende Individs, ikke den besværlige og nøiagtige Udførelse, eller den langvarige Opfattelse af denne Udførelse, men Frembringelsen og Nydelsen af den glimtende Flygtighed, der for den Frembringende indeholder et Mere end hvad den gjennemførte Udførelse har, da den er Ideens Apparens, for den Reciperende indeholder et Mere, da dens Fulguration vækker hans egen Productivitet – da Alt dette, siger jeg, strider mod vor Forenings Tendens, ja, da næsten den forelæste Periode maa ansees for et betænkeligt Attentat paa den Interjections-Stiil, hvori Ideen bryder ud, uden at komme til Gjennembrud, der i vort Samfund er tillagt Officialitet, saa vil jeg, efter at have gjort opmærksom paa, at min Adfærd dog ikke kan kaldes oprørsk, da det Baand, der sammenholder denne Periode, er saa løst, at de indeholdte Mellemsætninger stritte aphoristisk og egenraadigt nok frem, blot erindre om, at min Stiil har gjort et Forsøg paa, tilsyneladende at være, hvad den ikke er – revolutionair.

[Since it is at variance with the aims of our association [the Symparamekromenoi] to provide coherent works or larger unities, since it is not our intention to labor on a Tower of Babel that God in his righteousness can descend and destroy, since we, in our consciousness that such confusion justly occurred, acknowledge as characteristic of all human endeavor in its truth that it is fragmentary, that it is precisely this which distinguishes it from nature’s infinite coherence, that an individual’s wealth consists specifically in his capacity for fragmentary prodigality and what is the producing individual’s enjoyment is the receiving individual’s also, not the laborious and careful accomplishment or the tedious interpretation of this accomplishment but the production and the pleasure of the glinting transiency, which for the producer holds much more than the consummated accomplishment, since it is a glimpse of the idea and holds a bonus for the recipient, since its fulguration stimulates his own productivity – since all this, I say, is at variance with our association’s inclination, indeed, since the periodic sentence just read must almost be regarded as a serious attack on the ejaculatory style in which the idea breaks forth without achieving a breakthrough, to which officiality is attached in our society – therefore, after having pointed out that my conduct cannot be called mutinous, inasmuch as the bond that holds this periodic sentence together is so loose that the parenthetical clauses therein strut about aphoristically and willfully enough, I shall merely call to mind that my style has made an attempt to appear to be what it is not: revolutionary. ]

Søren Kierkergaard, Antigone